HubSpots brand-funktionerer blevet væsentligt bedre – og vigtigere – end det var for få år siden.
Tidligere handlede brandopsætningen primært om at få logo, farver og skrifttyper på plads. I dag spiller den også sammen med flere af HubSpots nyere funktioner – ikke mindst de AI-værktøjer, der hjælper med at generere, omskrive og tilpasse indhold.
Det betyder, at brandopsætningen er gået fra kun at være et spørgsmål om at sikre et ensartet visuelt udtryk til at give HubSpot den kontekst, systemet skal bruge for at producere indhold, som ligger tættere på jeres brand, målgruppe og måde at kommunikere på.
Jo bedre fundamentet er sat op, desto bedre udgangspunkt har I for at få relevant og brugbart output. Omvendt kan en mangelfuld opsætning betyde mere generiske (læs: dårlige) resultater og mere manuelt tilpasningsarbejde bagefter.
I dette indlæg kan du blive klogere på:
Hvorfor skal man opsætte sit brand i HubSpot?
Opsætning af Brand Kit i HubSpot
Opsætning af Brand Voice i HubSpot
Opsætning af Brand Knowledge i HubSpot
Hvordan spiller Brand Kit, Brand Voice og Brand Knowledge sammen i HubSpot?
Faldgruber, du skal være opmærksom på
Hvilke HubSpot-planer kræves til Brand Kit, Brand Voice og Brand Knowledge?
Hvad er HubSpot Brand Assistant – og hvordan hænger den sammen med brandopsætningen?
FAQ
Hvorfor skal man opsætte sit brand i HubSpot?
Når HubSpot skal hjælpe dig med at generere eller tilpasse indhold, er kvaliteten af den kontekst, systemet har adgang til, vigtig.
Hvis jeres visuelle identitet, tone of voice og virksomhedskontekst ikke er sat ordentligt op, skal brugerne i højere grad selv kompensere med prompts, manuelle rettelser og individuelle valg fra gang til gang.
En gennemarbejdet brandopsætning fjerner ikke behovet for menneskelig kvalitetskontrol. Men den giver HubSpots værktøjer et bedre udgangspunkt og gør det lettere at arbejde mere konsistent på tværs af teams, kanaler og indholdstyper.
Det er især relevant, i takt med at flere af HubSpots nyere funktioner bygger på AI og anvender den brandkontekst, der allerede findes på kontoen.
Brand Knowledge bruges eksempelvis som kontekst, når HubSpot genererer indhold til blogs, landingssider og case studies, mens Brand Voice kan bruges til at tilpasse AI-genereret og omskrevet tekst til virksomhedens tone og skrivestil.
Brandopsætningen er med andre ord mere end housekeeping. Den er i stigende grad med til at udgøre fundamentet for, hvordan I arbejder med content og AI i HubSpot.
Hvad er et Brand Kit i HubSpot?
Brand Kit er den visuelle del af jeres brandopsætning i HubSpot.
Her samler du logo, favicon, brandfarver, skrifttyper og theme ét sted. HubSpot kan bruge disse indstillinger på HubSpot-hostet indhold og i understøttede værktøjer som content editoren, scheduling pages, quotes og conversation channels.
Det betyder ikke nødvendigvis, at enhver designændring automatisk slår igennem overalt på kontoen. Men Brand Kit fungerer som det centrale udgangspunkt og en guideline for virksomhedens visuelle identitet i HubSpot.
Før du går i gang med opsætningen
Du finder HubSpots brandindstillinger under Marketing > Brand. Hvis Marketing ikke vises direkte i navigationen, kan du finde området under More > Marketing > Brand.
NB: For at redigere Brand Kit og Brand Voice skal du være Super Admin eller have tilladelsen Edit account defaults.
Det er samtidig værd at være opmærksom på, at funktionerne ikke har de samme abonnementskrav: Brand Kit er tilgængeligt på alle HubSpot-produkter og planer, mens Brand Voice og Brand Knowledge kræver Professional eller Enterprise på de HubSpot-produkter, der understøtter funktionerne.
1. Tilføj jeres logo
Under fanen Brand Kit kan du uploade et nyt logo eller vælge et eksisterende billede fra HubSpots Files-værktøj. Logoet skal have et navn, og du bør tilføje en beskrivende alt-tekst. Alt-teksten hjælper både skærmlæsere og søgemaskiner med at forstå billedet.
Du kan også tilføje en URL, hvis logoet skal være klikbart, og vælge, om det skal være jeres standardlogo eller knyttes til et bestemt domæne.
Vær opmærksom på, at hvis du ændrer eller fjerner et logo, kan ændringen slå igennem andre steder, hvor det samme logo allerede bruges.
2. Tilføj jeres favicon
Faviconet er det lille ikon, der typisk vises i browserfanen ved siden af sidens titel.
Du kan have op til 20 favicons pr. brand, og de favicons, der sættes op her, gælder for HubSpot-hostet indhold. Ligesom med logoer kan et favicon sættes som standard eller knyttes til et bestemt domæne.
3. Tilføj jeres brandfarver
Under Brand Kit kan du angive en primær farve, en sekundær farve, accentfarver og yderligere farver.
Farverne kan indtastes som hex-koder eller vælges med HubSpots farvevælger. HubSpot giver også mulighed for at forsøge at hente farver fra en eksisterende URL, hvilket kan være praktisk, hvis jeres website allerede følger den ønskede visuelle identitet.
De ekstra farver bliver ikke nødvendigvis anvendt automatisk, men bliver blandt andet tilgængelige i farvevælgere og kan refereres i udviklerværktøjer.
Bemærk, at Brand Kit-farver ikke vises i sales templates og sales emails.
4. Vælg skrifttyper
Du kan vælge primære og sekundære fonts og desuden uploade egne skrifttyper.
HubSpot understøtter aktuelt custom fonts i TTF-, OTF- og WOFF-format, og du kan knytte forskellige fontfiler til eksempelvis de relevante styles.
Når en font sættes op i Brand Kit, bliver den tilgængelig som standardfont i de HubSpot content tools, der understøtter funktionen.
Bruger I custom themes, coded templates eller egne stylesheets, kan det dog også være nødvendigt at indlæse fonten direkte i temaet eller stylesheetet. For Google Fonts kan det eksempelvis ske med en @import-regel.
Brand Kit erstatter derfor ikke nødvendigvis fontopsætningen i specialudviklede templates og themes.
5. Vælg Brand Theme
Et HubSpot-theme består af blandt andet templates, moduler, globalt indhold og stylingindstillinger, der tilsammen danner rammen om jeres website.
Alle HubSpot-konti har adgang til mindst ét standard-theme, og yderligere themes kan hentes fra HubSpots Template Marketplace.
Under Brand Kit kan du vælge blandt de themes, der er installeret på kontoen og sætte det ønskede theme som aktivt. Herefter kan du tilpasse det med de visuelle elementer, du har tilføjet ovenfor.
Hvad er Brand Voice i HubSpot?
Hvor Brand Kit primært handler om det visuelle udtryk, handler Brand Voice om den sproglige identitet.
Her hjælper HubSpots AI med at analysere og beskrive blandt andet virksomhedens personlighed og tone. Når Brand Voice er sat op, kan den bruges til at tilpasse AI-genereret og AI-omskrevet indhold til jeres kommunikationsstil.
Brand Voice er derfor relevant, hvis flere personer producerer indhold i HubSpot, eller hvis I bruger AI til at hjælpe med første udkast, omskrivninger og redigering.
Sådan opsætter du Brand Voice i HubSpot
Gå til Marketing > Brand og vælg fanen Brand Voice.
Her kan du generere og tilpasse jeres Brand Voice med udgangspunkt i indhold, der allerede repræsenterer virksomheden. Du kan blandt andet uploade en fil, vælge eksisterende indhold eller indsætte et writing sample manuelt.
Hvis du bruger et writing sample, anbefaler HubSpot mindst 500 ord med en reel begyndelse, midte og afslutning. Derefter analyserer HubSpot materialet og foreslår en Brand Voice, som du selv kan tilpasse.
Du kan blandt andet arbejde med:
- personlighed og tone
- Rytme i sproget
- Forhold til læseren
- formuleringer eller ord, der bør undgås
- indstillinger for inkluderende sprog
- ... og meget, meget mere.
Det er en god idé at betragte HubSpots forslag som et første udkast frem for en færdig definition. Jo mere konkret I kan være omkring eksempelvis tone, ordvalg og formuleringer, desto lettere bliver det at vurdere, om outputtet faktisk lyder som jer.
Hvor bruger man Brand Voice i HubSpot?
Når Brand Voice er konfigureret, kan den blandt andet anvendes til blogs, case studies, marketing-e-mails, sider, sociale opslag og – hvor HubSpot-løsningen understøtter det – SMS.
I content editoren bruges Brand Voice blandt andet i AI-funktionerne rewrite, expand og shorten.
NB: Brand Voice bliver ikke med tilbagevirkende kraft anvendt på eksisterende indhold. Det er altså ikke sådan, at gamle blogindlæg automatisk bliver omskrevet, når du aktiverer funktionen. Der må du selv i gang – men hvis du skal omskrive eksisternede indhold, kan du jo passende bruge Breeze-funktionen rewrite, som nu vil tage udgangspunkt i din Brand Voice.
Vigtigt, hvis I skriver på dansk!
HubSpot angiver aktuelt, at Brand Voice kan anvendes på engelsk, spansk, portugisisk, fransk, tysk og japansk. Dansk fremgår altså ikke af listen over understøttede sprog. Ifølge vores egne tests – og HubSpot Breeze – er det dog muligt for AI-agenten at lave fx et blog post på dansk baseret på vores danske Brand Voice.
Derfor: Hvis størstedelen af jeres kommunikation er på dansk, bør I alligevel teste funktionen grundigt i jeres konkrete use case frem for at regne med, at Brand Voice konsekvent håndhæver jeres danske tone of voice.
Hvad er Brand Knowledge i HubSpot?
Hvor Brand Voice primært fortæller HubSpot, hvordan I kommunikerer, går Brand Knowledge et niveau dybere og hjælper HubSpots AI med at forstå essentielle detaljer om hvem I er, hvem I kommunikerer til, og hvad I tilbyder jeres kunder.
HubSpot beskriver Brand Knowledge som brand-specifik kontekst, der blandt andet kan omfatte voice, tone, ideal customer profile, produkter og information om konkurrencesituationen. Denne kontekst kan derefter bruges, når HubSpot genererer AI-indhold.
Der er altså en vigtig forskel mellem Brand Voice og Brand
En AI kan sagtens skrive i en afslappet og jordnær tone, men hvis den ikke forstår jeres produkter, målgruppe eller marked, kan indholdet stadig ende med at være generisk eller upræcist.
Brand Knowledge er med til at udfylde den del af konteksten.
Sådan opsætter du Brand Knowledge i HubSpot
Før du kan generereBrand Knowledge korrekt, skal virksomhedens navn og domæne være opsat i HubSpots Account defaults. AI-funktionerne og de nødvendige AI-datakilder skal desuden være aktiveret på kontoen.
Herefter kan HubSpot scanne virksomhedens website og forsøge at udlede relevant brandkontekst. Det kan fx være oplysninger om:
- Branche
- Målgrupper og ICP'er
- Konkurrencesituation
- Mission og vision
- Tech Stack
- Virksomhedens arbejde med sociale medier eller bæredygtighedsmæssige områder
Gå til Marketing > Brand, og vælg Crawl Website under området for Brand Knowledge.
Indtast det website, HubSpot skal analysere. Hvis du ønsker det, kan du samtidig vælge, at data fra crawlet skal bruges til at opdatere Brand Voice.
TIP: Det giver god mening at bruge en URL, hvor virksomhedens positionering, produkter, målgruppe og tone allerede er tydeligt repræsenteret. Vi bruger vores forside.
Du kan løbende give feedback og din vurdering af, hvor præcis den information, HubSpot henter, er.
Gennemgå informationen manuelt – stol ikke blindt på crawlet
Selvom HubSpot kan hente kontekst fra websitet automatisk, bør du betragte resultatet som et udgangspunkt. I Brand Knowledge kan du gennemgå og redigere den kontekst, der er blevet fundet, og det er i høj grad værd at gennemgå informationerne manuelt.
Hvis HubSpot eksempelvis identificerer de forkerte konkurrenter, misforstår virksomhedens positionering eller lægger for stor vægt på et sekundært produktområde, risikerer de samme misforståelser at påvirke AI-genereret indhold senere.
Hvor bruges Brand Knowledge i HubSpot?
HubSpot dokumenterer blandt andet, at Brand Identity-konteksten refereres automatisk ved AI-generering af blogs, landing pages og case studies.
Det betyder ikke, at ethvert AI-output i hele HubSpot automatisk anvender samtlige oplysninger fra Brand Identity.
Men på de understøttede områder får AI'en et bedre grundlag for at generere indhold, der tager højde for virksomhedens faktiske kontekst.
Sådan spiller Brand Kit, Brand Voice og Brand Knowledge sammen
De tre områder overlapper, men de er ikke det samme. Tænk på dem sådan:
Brand Kit fortæller HubSpot, hvordan I skal se ud. Det er logoet, farverne, fontene, faviconet og de overordnede visuelle rammer.
Brand Voice fortæller HubSpot, hvordan I skal lyde. Det handler om personlighed, tone, skrivestil og de sproglige retningslinjer, som AI-genereret indhold bør følge.
Brand Knowledge fortæller HubSpot, hvad AI'en skal vide om jer. Det er konteksten omkring virksomhed, produkter, målgrupper, marked og konkurrenter.
Når alle tre dele er sat ordentligt op, får I derfor både et mere konsistent visuelt udgangspunkt og bedre forudsætninger for at anvende HubSpots AI-værktøjer.
Det betyder dog ikke, at HubSpot automatisk håndhæver hele jeres brandmanual overalt.
Templates, specialudviklet kode, individuelle content settings, abonnementstype, sprog og den konkrete AI-funktion kan stadig påvirke resultatet.
Brandopsætningen bør derfor ses som et fælles fundament – ikke som en erstatning for kvalitetskontrol.
Hvilke HubSpot-planer kræves til Brand Kit, Brand Voice og Brand Knowledge?
Det grundlæggende Brand Kit er tilgængeligt på alle HubSpot-produkter og planer.
Brand Voice og Brand Knowledge er derimod funktioner til Professional- og Enterprise-konti på de HubSpot-produkter, HubSpot angiver som understøttede. Den præcise funktionalitet kan afhænge af jeres abonnement.
Hvis I arbejder med flere separate brands, er der yderligere krav.
Med Brands add-on kan I oprette separate Brand Kits for flere brands. For Brand Voice angiver HubSpot specifikt, at flere Brand Voices kan sættes op på Marketing Hub Enterprise-konti med Brands add-on.
Hvis I bruger Brand Knowledge med flere brands, bør hvert brand desuden have sit eget domæne eller subdomæne sat korrekt op, så HubSpot har det rigtige grundlag for at hente kontekst.
Hvad er HubSpot Brand Assistant – og hvordan hænger den sammen med brandopsætningen?
Brand Assistant er næste lag oven på den brandopsætning, vi har gennemgået indtil nu.
HubSpot beskriver Brand Assistant som en AI-baseret funktion, der kan kontrollere blandt andet brand voice, visuals, templates og usage rules op imod jeres Brand Knowledge. Funktionen er aktuelt markeret som beta.
Hvor Brand Kit, Brand Voice og Brand Knowledge hjælper med at definere jeres brand i HubSpot, er tanken med Brand Assistant altså i højere grad at hjælpe med at vurdere, om indhold følger den opsætning.
Det gør funktionen interessant som næste skridt, når fundamentet er på plads.
Fordi Brand Assistant fortsat er i beta, ville vi dog ikke betragte den som en nødvendig del af den grundlæggende brandopsætning endnu.
Har I Brand Kit, Brand Voice og Brand Knowledge på plads, kan den til gengæld være værd at teste som et ekstra lag i arbejdet med brandkonsistens.
Har du brug for hjælp til at få jeres brand sat korrekt op, så det spiller sammen med jeres øvrige HubSpot-setup?